Kære medlemmer,
Information fra bestyrelsen
Bestyrelsen ønsker at orientere om den seneste mediedækning relateret til udtalelser fra en tidligere medarbejder. På baggrund af henvendelser og interesse fra medierne finder vi det relevant at præcisere en række forhold og fakta.
Status og sportslige resultater
Det seneste år har budt på meget positive sportslige resultater i både teknik og kamp. Disse historier i pressen handler om kamp, hvor vi ser en meget positiv udvikling, hvor tre kæmpere aktuelt er i top fem på verdensranglisten, og flere er tæt på at komme i top-20 og top-30. Siden nytår er der allerede opnået otte internationale medaljer ved G-stævner som Dutch Open, Belgian Open og British Open.
Kamplandsholdet, under ny sportslig ledelse, rapporterer om gode træningsmiljøer og en positiv stemning og udvikling. Forbundet arbejder for at sikre ro omkring de aktive, så deres fokus kan forblive på præstation og udvikling.
Baggrund for den aktuelle mediedækning
En tidligere ansat (her kaldet TA) har fremført en række påstande i pressen. Forbundet har af hensyn til de aktive og medarbejdere hidtil undladt at kommentere offentligt, men ønsker nu at præsentere fakta som svar på konkrete påstande:
Påstand om tilbud om ansættelse mod støtte til kandidat:
TA har påstået, at formanden for Talent & Elite Udvalget (TEU) tilbød ansættelse, hvis TA støttede en bestemt kandidat til landsholdstrænerposten. Påstanden er ukorrekt og ubegrundet. Der foreligger ingen dokumentation, udover en mail fra TA selv, der frembringer denne påstand.
Påstand om opsigelse af tidligere landstræner:
TA hævder, at den tidligere kamplandholdstræner blev afskediget af formanden for TEU. Dette er ikke korrekt. Han fratrådte selv sin stilling for at tage imod nye udfordringer i Tyskland - før den nuværende formand for TEU tiltrådte.
Klage og afstemningsproces:
Tre medlemmer af kampudvalget indgav klage over forløbet omkring ansættelse af ny landsholdsledelse. Fire punkter blev fremført. Tre punkter blev fuldt ud afvist af Ordens- og amatørudvalget (O&A). Et enkelt punkt blev delvist afvist, dog med et ønske fra O&A om, at et punkt omkring en af stillingerne blev sendt retur til ny behandling i bestyrelsen, hvilket blev efterlevet til fulde. Ved den nye afstemning opnåede kandidat 1 flertal med 5 ud af 7 stemmer. Kandidat 2 -(TA) opnåede ingen stemmer. (jf. offentligt tilgængeligt referat på taekwondo.dk).
Suspendering af TEU kamp:
Udvalget blev suspenderet i februar, da et samarbejde under klageforløbet af bestyrelsen blev vurderet til ikke at være konstruktivt. Opgaverne varetages i mellemtiden af bestyrelsen, hvilket blev tydeligt kommunikeret til de involverede parter trods påstande om det modsatte.
Påstande om ledelseskompetence:
TA og enkelte af klagerne i O&A sagen har rejst kritik af ledelsen. Forbundet tager kritik alvorligt, men understreger, at det er vigtigt at skelne mellem personlig rettet kritik og faktuelle forhold. Kritik bør bygge på dokumentation.
Støtte fra Team Danmark:
Det fremføres i artikler, at en økonomisk støtte fra Team Danmark i øjeblikket er sat i bero. Det er korrekt. Team Danmark har oplyst, at det skyldes den uro, som direkte henvendelser fra bl.a. TA har bidraget til.
Afslutningsvist
Samtlige syv bestyrelsesmedlemmer og to suppleanter står bag denne skrivelse. Bestyrelsen ønsker at sikre åben og faktabaseret kommunikation til medlemmerne. Vi anerkender det frivillige arbejde, der lægges rundt omkring i klubberne og sætter stor pris på den indsats, I yder for de mange aktive. Vi er også frivillige, og ønsker ikke anerkendelse og tak, men vil blot bede om jeres forståelse for, at vi nu ser os nødsaget til at kommentere på sagen. Vi ville helst have været foruden, men I fortjener at få klar kommunikation fra vores side.
Vi ønsker ikke at kommunikere i pressen, og opfordrer til, at al kritik og spørgsmål rejses til os først, hvis man har noget på hjerte. Og hvis man som medlem ønsker indflydelse på forbundets retning og arbejde, opfordrer vi desuden til at deltage aktivt og konstruktivt i medlemsdemokratiet og stille op til tillidsposter i forbundet.
Vi håber, at denne orientering skaber overblik og klarhed.
Der er åbent for kommentarer. Vi regner bestemt ikke med, at tonen bliver grov og usaglig, men vi forbeholder os dog retten til at moderere i givet fald.
Alle er desuden meget velkomne til at skrive til bestyrelsen på [email protected]. Alle mails vil blive besvaret hurtigt.
Tak for jeres opmærksomhed.
Bestyrelsen i Dansk Taekwondo Forbund