Heidi Jepsen, 28 år, Esbjerg Taekwondo Klub, Cheong Yong

Hej derude i taekwondo Danmark

Stafetten er givet videre til mig og dermed er det min tur til at fortælle lidt om min "taekwondo opvækst".

Min far ønskede, da jeg var lille, at jeg skulle lære at forsvare mig selv og da min familie så fik kontakt med familien Jensen, hvis datter var landsholdskæmper i taekwondo (dengang Rikke Jensen, Esbjerg Taekwondo Klub, i dag Rikke De Lasson Fabrin, Holbæk Taekwondo Klub) var der ingen vej udenom, jeg måtte med til træning.

”Dengang” var tilbage i december 1989 og jeg har altid været - og forbliver altid - en ægte drage fra Esbjerg Taekwondo Klub.

Jeg elskede fra dag 1 at komme til træning og jeg skulle derfor også prøve kamptræning, men jeg skulle i hvert fald ALDRIG ud og kæmpe!! Dét fik min træner hurtig lavet om på og pludselig trænede jeg fast flere gange i ugen og kørte med mit hold og mine forældre land og rige rundt efter medaljer og gode oplevelser.

I 1996 blev jeg gradueret 1. poom og i 1998 2. dan. Det sorte bælte skulle dengang bare tages og overstås, så jeg kunne koncentrere mig mere om kamptræningen. Vores stormester KO og min daglige poom-træner Lars Arnum holdt dog fast i, at jeg skulle gradueres 2. dan, da rigtig mange kæmpere ender med 1. dan og ikke ”kommer videre”, om man så må sige. I dag er jeg rigtig glad for, at jeg blev endnu en graduering rigere.

Jeg havde gennem årene på hhv. junior- og seniorlandsholdet en forholdsvis travl og turbulent tid. Jeg nåede i den periode at være kæmper under 3 forskellige landstrænere, men jeg havde heldigvis min trofaste klippe, Esbjerg Taekwondo Klub. Her havde jeg hele vejen igennem den fulde støtte og opbakning og ikke mindst min faste træner gennem alle år, Finn Larsen (også kendt som klubbens formand).

I min tid på landsholdet og OL kvindeprojektet var jeg til en del turneringer rundt om i verden. Størst står VM for mig, som var en kæmpe oplevelse i sig selv. Resultatmæssigt var min 1. plads ved de åbne hollandske mesterskab det største, med 1600 deltagere og hvor 55 af dem var i min vægtklasse.

Jeg har haft vældig stor glæde af alle de kammeratskaber, jeg har skabt gennem årene og har stadig rigtig mange både gamle og nye taekwondo-venner rundt om i Danmark og Europa.

Som 11 årig startede jeg som hjælpetræner og som 13 årig blev jeg børne-træner. Jeg var jo i klubben hele tiden alligevel, så jeg kunne jo lige så godt hjælpe. Det har jeg gjort gennem alle år og de sidste mange år har det været som kamptræner. Det er fedt at kunne give sin egen erfaring videre til alle de unge kæmpere, men det er absolut lige så fedt at betale klubben lidt igen for alt det, den har givet mig gennem tiden.

I Esbjerg Taekwondo Klub danner man "det hele taekwondo-menneske". Man skal have en bestemt graduering for at kunne deltage i kamptræning, man skal deltage i den daglige poom-træning for at være en del af kampholdet og man vil derfor i skadespauser stadig være en del af et hold. Det er i mine øjne meget vigtigt. Vi har et meget lille frafald af elever, netop fordi man ikke er færdig som taekwondo udøver, bare fordi man er færdig med at kæmpe. Jeg har gennem tiden kæmpet imod rigtig mange forskellige danske piger og der er stort set ingen tilbage - det er virkelig trist, synes jeg! Det kunne da have være sjovt, hvis de havde været med som trænere for deres klubber i dag?

Jeg er selv igen i gang med poom-træning for hyggens og for holdåndens skyld. Mine kamp-elever synes, at det er sjovt at træne på hold med deres kamptræner og der er rigtig mange med af ”de gode gamle”, der stadigvæk kan. Pt. er vi godt og vel 40 på voksenholdet, så det er FEDT at komme til træning. 3. dan skal jeg helt sikkert have og det er mit næste mål (får vistnok heller ikke lov at springe over af Lars Arnum, han er stadig efter mig .. med de gradueringer)!

Derudover kommer jeg fra en klub, hvor vi er gode til at hjælpe hinanden og hvor alle bakker op, når der skal laves arrangementer. Netop derfor er Esbjerg Taekwondo Klub altid kommet succesfuldt ud af diverse stævner, sommerlejre m.m. og som I alle sikkert ved, så holder vi igen sommerlejr i år, hvor vi håber at se en masse engagerede taekwondo-folk.

For at kunne dedikere sig til en sport, om det er taekwondo eller andet, er det vigtigt med opbakning. Både fra klubben og på hjemmefronten. Som barn har mine forældre og min lillebror altid været en trofast støtte. De har alle brugt mange timer i bilen og ikke mindst rundt omkring i diverse haller i Danmark og Europa. I dag følger de stadig interesseret med i de ting, som jeg engagerer mig i. Min kæreste Kristoffer og vores tøser er i dag dem, der må undvære mig i weekenderne, når der er stævner. Men i og med at Kristoffer gennem 14 år selv har været prof. ishockeyspiller, er der fuld forståelse herfor. Som før nævnt er Esbjerg Taekwondo Klub min klippe, specielt Finn Larsen, der var min træner, men så absolut også alle de andre, både klubkammerater, trænere gennem tiden, elever, forældre til andre elever m.m. som altid bakker op, hjælper til, hepper osv. Det er med til at skabe den gode stemning.

Vi ses i Esbjerg i uge 29 til årets sommerlejr.

Højt Kihap fra Heidi Jepsen

Stafetten gives videre, til en af mine gode taekwondo-veninder fra de gode gamle dage, Michelle Theilgaard, Greve Taekwondo Klub