Kim Nedergaard
Kim Nedergaard, 32 år
5. Dan, Skive Taekwondo Klub og Tekniklandsholdet.
Allerførst tak til Brian Rex, Ålborg. Din respekt er gengældt. Jeg har gennem Taekwondo fået utrolig meget. Men en af de bedste gaver er en god ven i dig Brian;-)
Jeg sender stafetten videre til Gladsaxes Bodo von Münchow. Han er en ildsjæl, der dels gør det fantastisk med Gladsaxes Teknikhold. Men han er også en vigtig brik i forbindelse med tekniklandsholdets aktiviteter. Jeg holder meget af Bodo, både som person, landsholdsleder og direkte konkurrent ved teknikkonkurrencerne.
Jeg startede som 10årig på Taekwondo sammen med en flok andre unge fra Nors, der ligger mellem Thisted og Hanstholm i det mørke Thy. Stedet var Thisted Taekwondo Klub og min stormester dengang var Ko Tae Jong.
Jeg blev hurtig fascineret af kampkunsten, nok primært fordi jeg havde nogle gode børnetrænere i Jan Olsen og Jesper Kristensen. Jeg kan huske de var seriøse, målrettede men også med stor indlevelse i træningen og et fantastisk humør.
Som kupbærer begyndte jeg på kamptræning under kyndig vejledning af bl.a. Poul Boesen og deltog ved en del kampstævner. Det var dog uden den store succes og i stedet for koncentrerede jeg mig om at få det sorte bælte, hvilket jeg fik som 14årig, blot et par måneder inden jeg fyldte 15. Samtidig blev jeg hjælpeinstruktør for flere hold.
I forbindelse med min uddannelse til skolelærer flyttede jeg i 1999 til Skive for at studere. Her startede jeg så i Skive Taekwondo Klub, som sidenhen har været mit faste holdepunkt.
I Skive blev jeg hurtigt en del af klubben og instruktør for seniorholdet i samarbejde med klubbens formand Axel Trillingsgaard. Vi kørte i flere år parløb omkring seniorholdet, men på et tidspunkt var klubbens teknikhold på retur. Da holdets træner Asger Sonne samtidig stod for at flytte greb jeg chancen og overtog instruktørrollen for teknikholdet. Ellers var det sikkert gået i stå. Jeg startede således med blot 3 elever til træningen, her iblandt Tobias Jessen, men ret hurtig voksede holdet sig større og større. I dag er vi oppe på mere end 30 teknikere til en træningsaften.
Vi begyndte også at deltage ved turneringer rundt om i landet, men var de første mange år upåagtede som klub. Det blev der dog lavet om på! I 2007 blev der skrevet klubhistorie, da vi vandt holdkonkurrencen ved DM. En bedrift vi gentog året efter i 2008. I såvel 2009 som 2010 er vi blevet henvist til andenpladsen af Gladsaxe. Jeg er meget stolt og beæret over de mange timer jeg har tilbragt med mine elever på såvel klubhold som teknikhold. Det har lært utrolig meget om mig selv, det at undervise og andre mennesker. Det har givet mange venner og måske et par fjender
Samtidig med teknikholdets succes udviklede jeg mig selv og blev i 2005 udtaget til landsholdet af daværende landstræner Henrik Frost. Det var kæmpestort for mig og de første par år gik med at tilpasse mig den øgede træningsmængde og niveaustigning det kræver at være på et landshold.
I 2007 fik jeg fornøjelsen af at blive udtaget til Europamesterskabet i Tyrkiet for første gang. Det var i synkron med Tobias Jessen og Bjarke Follin Larsen. Jeg var meget nervøs og vi fik en måske lidt skuffende syvendeplads.
I 2009 var der så EM igen. Denne gang i Portugal og nu havde vi to år mere på bagen som synkronhold. Det blev til mit livs Taekwondooplevelse, idet vi hentede bronzemedaljen i synkron. Samtidig fik jeg bronzemedalje individuelt i senior 2 gruppen. Det var en fantastisk oplevelse og den blev fejret på behørig vis med bl.a. Lis Borring fra Bornholm
I 2008 fik jeg debut ved VM. Det var i Tyrkiet og jeg deltog i såvel synkron som individuelt senior 1. Mit synkronhold blev placeret på en delt ottendeplads. Efter omtælling af point mistede vi finalepladsen til Kroatien og måtte nøjes med en niendeplads. Den placering gjorde ondt!
I 2009 fik vi revanche. Det var ved VM i Egypten, men vi måtte grueligt meget igennem inden finalebilletten kom i hus. Igen blev vi placeret som nummer ni. Troede vi. Men en fejl i systemet gjorde vi lå nummer otte og kom dermed i finalerunden. Vi lukkede og slukkede VM med turneringens sidste poomsae( foran live TV) og gik en formidabel ”Shipjin”. Vi måtte efter finalen tage til takke med en syvendeplads, hvilket vi også er godt stolte af. Individuelt i senior 2 gruppen måtte jeg se finalepladsen glippe med minimal margin og sluttede som nummer ti i verden.
I 2010 var det VM tid igen og denne gang gik rejsen til Usbekistan. Her var modstanden stor og trods gode præstationer på banen blev det kun til en 13 plads i synkron (denne gang med Emil Knudsen i stedet for Bjarke). Individuelt kom jeg igen tæt på finalen, men endte på 11 pladsen.
Med alle disse erfaringer i bagagen er jeg godt rustet til 2011. Det bliver et stort ”teknik” år. Der afholdes EM den 20-22. maj i Italien og 29-31. juli VM i Vladivostok. Jeg håber at være med ved begge slutrunder. Men ikke nok med det, så går jeg efter guldet. Mit drøm for EM er en guldmedalje individuelt i senior 2 gruppen. Jeg ved hvad der skal til og arbejder pt. som en sindssyg på at nå det. Også med synkronholdet går jeg efter en EM medalje. Målet for VM er finalepladser i begge discipliner.
Jeg har indtil nu, i mine 22 år med Taekwondo, fået nogle fantastiske oplevelser mange af dem med landsholdet.
Mit motto er ”træning hver dag”. Det kræver uden tvivl viljestyrke at træne hver dag, selv juleaften. Men det kræver også en forstående familie og venner og arbejdsplads. Jeg vil specielt takke dem, der er allernærmest på mig, nemlig min familie Sys, Amalie og Sofia Tøttrup Nedergaard. De må ofte klare sig selv når jeg er til turnering eller træning rundt om i landet. Så 1000 tak for jeres uendelige støtte. Jeg håber den kan hjælpe mig på vej mod mine mål i fremtiden.
Indtil nu har jeg følgende resultater på mit CV:
Åbne DM: X 9 individuel, synkron og speed break
Scandinavian Open: X 5 individuel, synkron og speed break
DM: X 6 individuel, synkron og speedbreak
Nordisk Mesterskab: X 3 synkron
EM: 2 X bronze i 2009, individuel og synkron
VM: Bedste placering individuel nr. 10 og synkron nr. 7
Andre: Guld ved bl.a. NTU Open (Tyskland), Challenge Cup (Belgien), Oslo Open (Norge), Paris Open (Frankrig)