Michelle Theilgaard ,alder: samme som Zaki ;-) Greve Taekwondo klub

Jeg vil starte med at takke Heidi Jepsen for at tænke på mig da stafetten skulle gives

videre... tak herfra (-:

Jeg startede mine taekwondo dage i Køge Taekwondo klub, og vil altid føle mig som en del af Køge selvom jeg har været lidt rundt, og selvfølgelig vil jeg altid være der hvor min bror er, og nu er det så blevet til den klub han har startet , nemlig Greve Taekwondo klub.

Jeg startede til taekwondo i efteråret 1991 i Køge, hvor det var Bendt Nørgård der var min grundtræner, og jeg kunne faktisk ikke tænke mig en anden træner end ham, til at føre mig hele vejen til det sorte belte, en træner der er yderst vel forberedt og går 200% op i sine træninger og nyder at give sin viden fra sig... og så var det jo op til mig selv at suge til mig... faktisk var jeg ved at stoppe allerede efter første prøve træning, jeg var så sur over jeg ikke kunne både huske de koreanske ord, og handlinger , at jeg efter træningen vendte hjem, skældte Lennart ud og sagde han havde 2 dage (for det var der til næste træning) til at lære mig nogle af de grundteknikker man skal kunne, ellers gad jeg ikke det pjat mere !!! det lykkes at træne i gangen derhjemme, og få lært nogle koreanske ord og tælle til 10... og så gik det jo MEGET bedre til næste træning, og så var det jo også ganske sjovt at se hvor hurtigt man kunne få lært alle sine ting, så man kunne erobre det næste belte.

I min tid i Køge stiftede jeg tidligt bekendtskab med Kamptræningen, da nogle syntes at det måtte jeg da egne mig rigtig godt til... det var noget modvilligt at jeg syntes dette var en udpræget god idé, da jeg på dette tidspunkt lige var blevet god til at lade være med at bide negle, og rent faktisk nu HAVDE negle... og så skulle de så pludseligt klippes helt ned når man skulle ud og kæmpe.

Men overtalt blev jeg, intet kunne i øvrigt være værre end 3 timers kamptræning med en Jesper Roesen for fulde gardiner, som Køge havde nede og træne med mellemrum. Jeg takker selvfølge Jesper for at give ud at sin kunnen, men det har bogstavlig talt været med blod, sved og tåre, for hvem andre end mig kan under en kamp træning midt i en TURN, sparke sin storetås negl næsten helt af ! Træningen med Jesper har på sigt været rigtig god for mig, til at udruste sig til den tid der kom på Landsholdet.

Jeg kom til VM i Manila i 1995 , dette var nok lige tidligt nok, og mere klar var jeg da også året efter til EM i 1996, hvor jeg helt sikkert kunne være min præstation bekendt, med et meget knebent nederlag på 0-1 mod Tyrkiet, som skete på første dagen i turneringen, på nogle MEGET glatte måtter.

Samme år fik jeg bronze i både Belgien og Holland, hvilket vel nok er de bedste resultater jeg har lavet, da de fleste ved hvor mange deltager der er til disse stævner.

Jeg var en del af OL-2000 kvindeholdet, som på det kammeratlige var ganske interessant, jeg elskede at træne, men også lave sjov på holdet, tror en del blev overrasket over jeg slet ikke er så kedelig endda...

Til stor overraskelse blev jeg taget af holdet i starten 1999 til trods for at jeg lå klart nummer 1 i min vægtklasse, havde lige vundet Jyske mesterskaber med 13-0 i 2 omgange , mens nummer 2 forblev på holdet, og dette fik mig til at stoppe al træning, da jeg dermed ikke kunne se formålet i at træne så hårdt mere, og på samme tid mistede jeg det vigtigste, nemlig gejsten.

Der gik et år helt uden træning, hvor efter jeg i en kort trænings periode igen stod på banen i 2000 til Lomma Cup, jeg vandt de 3 kampe der skulle til for at få guldet med hjem, og blev spurgt af nogle svenskere om jeg ville deltage i holdkampen på deres hold, og sagde ja tak til den udfordring, da jeg aldrig før havde prøvet at kæmpe hold kamp... vi blev nr. 2 med det hold, og dette måtte siges at være ganske godt efter et års pause og så hive både en guld og sølv med hjem fra samme stævne...men stadig manglede gejsten !!!

Jeg har siden været væk i knap 10 år, og her kommer noget som kun de færreste ved...:

I 2001 blev jeg opereret i min ankel der viste sig at være hårdt ramt af en fodboldskade, så det kostede en del tid på krykker, 2003 fik jeg min første søn, som blev fulgt op af endnu en søn i 2005, og der var jeg blevet alvorligt syg.

Det var så voldsomt at jeg undre mig over , når man ser i bakspejlet hvordan man overlever sådan sygdom,... jeg gennemgår i 2006, 3 rigtig store operationer i maven som tog knap 6 timer fra man kommer ned , til man er på opvågningen ... den sidste mindre operation var i starten af 2007, og derfra har der skulle kæmpes om at prøve at blive menneske igen.

Jeg tror bestemt at taekwondoen , og i særdeleshed min tid som eliteudøver har hjulpet mig igennem, og op igen. Jeg er den dag i dag stadig præget af denne sygdom, og skal lære at leve med den, så derfor da jeg gik på banen til DM i 2010 ,og når jeg igen går på banen til DM i år, er det ikke kun imod min modstander, men så ganske meget mod sygdommen, der ikke skal tro den skal styre det hele (selvom den styre ret meget).

Her til sidst vil jeg fortælle lidt om at det faktisk må være en ren tilfældighed at jeg netop blev

taekwondo kæmper, for faktisk har jeg siden min fødsel været slæbt med i barnelift til Herlev skøjtehal, da min far spillede ishockey, og har siddet i spillerboksen når han trænede, løb selv rigtig meget på skøjter, min fætter spillede Ishockey, og vundet adskillige danske mesterskaber, min gudmor spillede Ishockey, og har ligeledes vundet adskillige DM titler, samt på Landsholdet... så faktisk burde jeg vel spille Ishockey !!! og selv om jeg elskede at komme i Herlev skøjtehal og se Ishockey, kunne jeg bedre lide heste (-:

Jeg har redet mange år, deltaget ved rigtig mange spring stævner rundt i landet, og ville egentlig uddanne mig som berider, men min konkurrencehest kom alvorligt til skade i 1992 og

måtte aflives, og en mdr. senere mistede jeg også min hingst som jeg selv havde redet til og haft siden han var 5 mdr.

Siden gik jeg i 1992 i gang med en uddannelse som Serigraf (som er inden for det grafiske området)

og arbejdet med det i 11 år... uddannelsen eksistere ikke mere, og jeg har efter alle operationerne taget en uddannelse som blomsterbinder.

Jeg har nået at give lidt tilbage til taekwondoen, da jeg ligesom Lennart havde et børnehold i Køge taekwondo klub, og mon ikke der med tid kommer noget jeg skal hjælpe med i Greve taekwondo klub.

Jeg vil gerne sige tak til alle der var på det fantastiske landshold jeg var en del af, får at få lov til at træne med de ALLERBEDSTE, og for at få lov til at prøve til landsholdsamling at stå overfor Zaki der ville teste hvor hård dollyo jeg kunne holde til, (-: , og fået en knockout af Youssef L'Harraki , samt tak til ham der står bag min taekwondo start, nemlig min lillebror Lennart, som syntes at han ville droppe sin fodbold frem for Taekwondoen, og hive både sin far og søster med til denne sport !

Jeg vil gerne takke Bendt Nørgård som har givet mig et godt taekwondo fundament, måske bliver det

til 2.dan en dag...

Henrik og Jens Vingård for de mange underholdende timer rundt omkring til stævner, til kamp træning og hjemmelavet fodbold turneringer (hvor i TABTE sidst), og som stadig er der, og tak fordi

jeg har måtte træne med i Køge, altid sjovt at være sammen med jer, i har gjort det sjovt at komme til træning.

Min far som har fulgt mig hele vejen igennem mit liv, uanset om det var ridestævne, fodbold turnering eller taekwondostævne, og som nu sikkert følger med, bare fra den anden side,

Samt min mor, selvom hun har holdt sig meget i baggrunden, har hun jo været der alligevel.

Og med dette vil jeg give stafetten videre til netop den person som var den første til at gratulere mig

efter DM finalen i 2010 ... til trods for hun var dommer til stævnet og havde travlt... men viste sit enorme overskud og kærlige væsen hun er, ved netop at løbe efter mig på vej ud af banen og sige tillykke . Hun er det

jeg betragter som en utrættelig kvinde der har givet rigtig meget til taekwondoen, hun har selv kæmpet, hendes drenge kæmper, og hun er stadig på banen, nu er det bare som dommer, altid smilende og gerne med en glad bemærkning nemlig Laila K. Rashid (-;

med venlige hilsner fra

Michelle Theilgaard