Dansk Taekwondo Forbund har indgået en aftale med Vejle Taekwondo Klub, om etablering af et nyt udviklingscenter som vil blive benævnt “UC Vejle”. Centeret skal være en drivkraft for talentudvikling i Jylland for unge taekwondo-udøvere fra 15 år og op efter.
Vi er glade for at kunne meddele, at Belal Dawoud og Farooq Rashid har indvilliget at udgøre den erfarne trænerstab i udviklingscenteret. Belal og Farooq er begge tidligere landsholdkæmpere med et hav af resultater bag sig. De har udover den sportslige erfaring også en solid idrætsuddannelsesbaggrund, hvor de begge bestået DIF´s diplomtræneruddannelse. Farooq har endvidere bestået DTaF´s Elitetræneruddannelse. Begge har endvidere i regi af deres klubber samt i forbundsregi i mange år været med til at udvikle talenter. Vi er sikre på, at deres ekspertise og erfaring vil fremme udviklingen inden for kamp i Jylland.
Forbundets Eliteudviklingskoncept indeholder en rød tråd til kamplandsholdet. For at være på landsholdet er der derfor et krav om at alle landsholdskæmpere skal deltage ved træningerne i udviklingscentrene. Dette er med til at højne niveauet både på landsholdet og i udviklingscentrene.
En stor tak til Vejle Taekwondo Klub / Vejle Kommune for at støtte etableringen af UC Vejle.
Yderligere informationer omkring udviklingscentrene kan ses HER